Astanga-yoga.dk - Lidt yogafilosofi

Om begrebet yoga

Begrebet yoga siges at have en række forskellige betydninger. Blandt de mest almindelige er 'at forene','at binde bevidsthedens løse ender sammen' eller 'at opnå det, der virkede uopnåeligt'. Selvom disse oversættelser kan virke meget forskellige, beskriver de hver for sig et aspekt ved den samme ting. I og for sig er næsten alt, hvad vi foretager os yoga, i ordets bredeste forstand; når vi finder en vej til at nå helt ned til vores tæer uden at bukke benene, så når vi et sted hen, hvor vi ikke har været før. Eller: vi bliver forenet med vores mål. Vi bringes også et nyt sted hen når vi lærer noget om os selv igennem en diskussion med andre eller når vi læser en oplysende tekst på en hjemmeside. Alle de ting, vi gør, som bringer os et nyt sted hen - i bredeste forstand - er yoga.

Mere specifikt kan yoga handle om opmærksomhed, og især om at kunne koncentrere sig om en enkelt ting ad gangen. Jo mere vi kan koncentrere os om den ting, vi er i færd med, des mindre er risikoen for, at vi laver fejl. Ordet yoga kan også oversættes med 'at handle på en sådan måde, at al vores opmærksomhed er rettet imod den aktivitet, som vi er i gang med lige nu'. Jo mere opmærksomhed vi har på de ting, vi gør, des mindre bliver vi f.eks. slaver af en vane, fordi vi overvejer hver eneste handling ud fra et nyt og friskt perspektiv.

Det måske vigtigste at forstå omkring begrebet yoga er nok, at det omhandler noget ganske individuelt; den konkrete yogapraksis bringer hver af dem, der udfører den, i hver sin unikke retning. En religiøs person vil måske opleve, at forholdet til det guddommelige aspekt forstærkes og bliver dybere, mens en anden vil opleve, at yoga gør det nemmere at holde op med at ryge eller at yogaen bibringer en rar fornemmelse af tilfredshed. Yogapraksis kræver blot, at man handler og er opmærksom på sine handlinger, og at man nøje følger med i, i hvilken retning ens handlinger flytter en.

Den nok vigtigste kilde til yogafilosofien er Patañjalis Yoga Sutra, en tekstsamling, som beskriver otte aspekter ved yogaen. Teksten, som menes af være fra 300-t. e.Kr., består af en række korte sætninger, sutraer, der tilsammen rummer referencer til alle aspekter af livet. Selvom man kan begynde at praktisere yoga fra et hvilket som helst udgangspunkt, er det nødvendigt, at alle aspekter ved tilværelsen efterhånden inddrages, hvis man vil være fuldstændig. Inddragelsen af aspekterne gøres trin for trin.

Astanga - de otte aspekter

Betegnelsen astanga, som egentlig dækker langt de fleste (hvis ikke alle) yogaformer, er sat sammen af sanskritordene asto, som betyder 'otte', og anga, som betyder 'lem' eller 'led', og den samlede betydning af ordet kan dermed oversættes til noget i retning af 'ottefoldig'. Af de otte led, der henvises til, arbejder vi som regel mest med det ene, nemlig yogastillingerne (asana), men for fuldstændighedens skyld - og også fordi det måske kunne tænkes at interessere nogen - vil jeg her kort ridse op, hvad hvert af de otte led omhandler. De er traditionelt struktureret i en bestemt rækkefølge, men aspekterne menes at støtte og uddybe hinanden, så rækkefølgen skal ikke nødvendigvis tages særlig bogstaveligt.

Som et simpelt og måske lidt fortegnet billede på de otte aspekters indbyrdes sammenhæng kan følgende måske tjene til en yderst kortfattet indføring: Hvis astanga-yoga er at sammenligne med at flyve med luftballon, så svarer hver gang, man forbryder sig mod sin etik (yama og niyama) til huller i ballonens stof, mens asana, den fysiske træning, svarer til arbejdet med at forstærke ballonens materiale. Pranayama er den proces, hvor man puster varm luft ind i ballonen, og de øvrige fire aspekter modsvarer hvor højt man flyver med sin ballon. Jo tættere og stærkere materialet er, og jo mere varm luft, ballonen kan rumme, des længere når man på sin færd.

Etik		Praksis		Meditation
Yama Ahimsa Satya Asteya Brahmacharya Aparigraha	Niyama Saucha Santosa Tapas Svadhyaya Isvara pranidhana	Asana	Pranayama Prana vayu	Pratyahara	Dharana	Dhyana	Samadhi

1. Yama
Det første led, Yama, er en etisk disciplin, som rummer en række påbud eller opfordringer, som mange af os tager som en selvfølge, men som yogier dog traditionelt nok har fortolket noget mere radikalt, end vi typisk gør. Det drejer sig konkret om elementerne ikke-vold (ahimsa), sandfærdighed (satya), at man ikke må stjæle (asteya), kyskhed (brahmacharya) og endelig at man bør tøjle sit begær (aparigraha).

Ahimsa - man slår da ikke sine venner ihjel og spiser dem.
Ordet ahimsa kan både oversættes med "ikke-vold" og "ikke-drab" og er naturligvis først og fremmest en opfordring til ikke at pådrage andre skade eller direkte forsætligt at slå dem ihjel. Denne opfordring finder de fleste af os nok forholdsvis overkommelig at følge, men for mange yogier gælder opfordringen både for vores relation til andre mennesker og for vores forhold til alle andre dyr. Af den grund er der mange yogier, der er vegetarer. Ahimsa fortolkes dog ofte endnu mere radikalt som mere end blot et negativt forbud mod at slå ihjel, nemlig også som et positivt påbud om at møde alt det levende, der omgiver os, med kærlighed. Yogien har i så fald den opfattelse, at alle levende væsener har den samme ret til at være her, og yogien sætter oven i købet gerne alle andre levende væseners lykke førend sin egen.
Mennesket slår typisk ihjel enten for at få mad på bordet eller for at beskytte sig mod farer. Dermed er det dog ikke hævdet, at man nødvendigvis er u-voldelig hvis man er vegetar, eller at man for den sags skyld er mere yogi hvis man er vegetar, selvom de fleste yogier nok vil holde på, at man bør være vegetar for at være yogi. Man kan nemlig sagtens være voldelig af sind uden at ens diæt er videre bloddryppende. Da størstedelen af vold ifølge yogafilosofien kan tilbageføres til enten frygt, svaghed, uvidenhed eller nervøsitet søger yogien ud over frygten ved at ændre sit verdenssyn fra at bygge på uvidenhed og formodninger til at handle om virkeligheden og undersøgelsen af den. Yogien mener, at ved at leve en rent liv bliver man fri for frygten (og når dermed en tilstand, som kaldes abhaya) og fri for vreden (denne tilstand hedder akrodha), og gennem erkendelsen af, at man er forskellig fra sin krop, slipper yogien af med frygten for døden og lærer i stedet døden at kende som et krydderi, der gør livet mere interessant.

Satya - ingen sange fra de varme lande.
Sandheden er umådelig vigtig, også for yogier. Gennem kun at have med sandheden at gøre renses yogien. Sandhed skal her forstås bredt og ikke kun som den talte sandhed. For yogien er det mest hensigtsmæssigt også kun at tænke sande tanker og i det hele taget at basere sin tilværelse på sandhed. Sandhed er dog - også i filosofisk sammenhæng - en temmelig kompliceret størrelse at have med at gøre. I yogafilosofien kan man forbryde sig mod sandheden på flere måder, bl.a. ved - ikke overraskende- at lyve, men også hvide løgne og sange fra de varme lande er uhensigtsmæssige for yogien og bør derfor undgås. Desuden er det ikke nogen god idé at tale grimt om ting, som andre finder mere eller mindre helligt. Hvis man kan fjerne sig helt fra løgnen - i alle dens afskygninger - hævder yogafilosofien, at man vil kunne opnå en særlig tilstand, hvor man bliver i stand til at udvise barmhjertighed over for alle. Desuden vil ens ord blive husket, fordi de netop rummer så meget sandhed. Ydermere skulle bønner fra et rent og sanddru hjerte efter sigende være mere effektive.

Asteya - man må ikke stjæle.
Yogien må ikke begære eller ønske at eje andres ting, fordi et sådant begær uafvægerligt vil drive ham til onde handlinger. Hvis man tolker dette bud mere radikalt end blot som et simpelt forbud mod at stjæle betyder det endvidere, at man bør afholde sig fra at anvende ting til andet end det, de er beregnet til, fordi man derved bryder den tillid, som tingens ejer har vist ved at låne den ud. Kort sagt skal yogien forsøge at minimere sine fysiske behov og løsrive sig fra trangen efter rigdom og berømmelse.

Brahmacharya - styr dine lyster.
Yogier bør holde sig på måtten - og ikke kun i bogstavelig forstand. Utidig sexuel omgang er ikke særlig hensigtsmæssig for yogien, men dermed i øvrigt absolut ikke sagt, at sex i enhver afskygning skal undgås. Oplevelsen af kærlighed mellem mennesker er en uerstatteligt forudsætning for oplevelsen af kærlighed i det hele taget, eller - som det er målet i mange religioner - guddommelig eller universel kærlighed. Men man skal altså bare styre sig lidt. Visse yogaretninger lægger vægt på, at sexuel udløsning helt bør undgås, og lægger dermed temmelig kraftigt op til et liv i cølibat. Dette er imidlertid en temmelig radikal fortolkning af princippet brahmacharya. En mere moderat fortolkning opfordrer blot til, at man holder sig til en enkelt partner, hvilket sikkert ikke rummer den største udfordring for de fleste af os.

Aparigraha - lad være med at samle på ting, du alligevel ikke skal bruge.
Grundliggende er aparigraha en opfordring til yogien om ikke at samle alle mulige ting, som han eller hun ikke virkelig har brug for. Dette princip kan dog ligeledes fortolkes mere radikalt, fx således, at man kun må samle det, som er allermest nødvendigt for en, og at man skal arbejde for alt det, man samler. Yogien bør med andre ord stole på, at han eller hun får de ting, der er nødvendige for livets opretholdelse, når de skal bruges. Ved at følge dette princip forenkels yogiens liv så meget som muligt, og man undgår mange frustrationer. Ud fra en politisk overvejelse kunne man også sige, at det ikke er videre næstekærligt at samle på ting, som andre kan have mere brug for en man selv kan.

2. Niyama
Det andet aspekt af astanga-yoga er ligeledes etisk, men har mere personlig karakter og opfordrer til yderligere disciplin. Patañjali nævner fem elementer inden for niyama: Renhed (saucha), tilfredshed (santosa), at man virkelig brænder for det (tapas), at man studerer og uddanner sig selv (svadhyaya) og at man ikke handler for at opnå noget selv (isvara pranidhana).

Saucha - om at være ren udenpå og indeni.
For en yogi ligesom for alle andre er det en god vane at bade, så kroppen er ren udenpå. Når man praktiserer yogastillingerne og åndedrætsøvelserne renser man desuden kroppen indeni, både muskler, led, de indre organer, kredsløbet og nervebanerne. Men - ligesom med de fleste andre begreber - tolker nogle yogier dette renhedsprincip mere radikalt, nemlig både som en opfordring til at rense sindet for forstyrrende elementer som fx vrede, grådighed og stolthed, og som en opfordring til at rense intellektet for urene tanker. Det sidste kan man gøre ved helt konkret at studere sit selv og - gennem at lære sig selv bedre at kende - blive bedre til at forholde sig til andre menneskers positive snarere end negative sider. Desuden er der også mange yogier, som mener, at princippet om renhed også skal gælde for den mad, vi indtager, så man fortrinsvis vælger at indtage mad, der opfylder kroppens mest basale behov og ikke går så meget efter overflødighed og ting, som man kun spiser, fordi de smager godt.

Santosa - tilfredshed.
Denne disciplin hænger sammen med yogafilosofiens bud om, at man skal forsøge at leve så enkelt som muligt. Santosa består nemlig i at lære at være tilfreds med tilværelsen, at lære ikke at savne noget. Ifølge yogafilosofien er det yderst vanskeligt for sindet at være rettet imod en enkelt ting, at være fokuseret, hvis sindet er optaget af de ting, som man ikke har og godt kunne tænke sig uden nogen særlig grund. Kun når man er tilfreds, kan sindet blive roligt og fokuseret.

Tapas - man skal virkelig brænde for det.
For at nå sit mål er det væsentligt, at yogien virkelig brænder for at nå det. Som B.K.S. Iyengar siger: "Et liv uden tapas er som et hjerte uden kærlighed"; og det er ikke en håndfuld spanske småretter, han taler om. Gennem disciplinen tapas bliver yogien stærk i krop, sind og karakterstyrke, han bliver mere modig og vis, og hans integritet forøges. Tapas involverer en stor portion selvdisciplin og styrker både kroppen, sindet og karakteren. Der findes således forskellige tapas: Nogle angår kroppen (som fx mådehold (brahmacharya) og ikke-vold (ahimsa), som også findes under disciplinen yama), andre angår sprogbrugen (bl.a. at man ikke bruger et sprog, som fornærmer andre, eller at man altid taler sandfærdigt, jvf. disciplinen satya), mens andre igen angår bevidstheden (fx opretholdelse af selvkontrol og af et roligt og velafbalanceret sind).

Svadhyaya - selvstudium, selvuddannelse.
Disciplinen svadhyaha er anderledes end andre former for studium, fordi det, der læres, trænger så meget dybere, helt ind i vores inderste kerne, fordi det har relevans helt herinde. Når man praktiserer selvstudium i denne forstand læser man sit eget liv som en bog, samtidig med at man skriver i den og reviderer den. Igennem dette studium lærer yogien, at alt levende er skabt for kærlighed snarere end for underholdning, og, i mere radikale varianter, at alt er guddommeligt, og at der således er noget guddommeligt i os alle. Yogien lærer dermed, at den energi, der driver ham, er den samme energi, som driver hele universet. Denne disciplin refererer mere eller mindre direkte til den sokratiske maxime "Kend dig selv" i den vestlige filosofi og har mindst lige så dybe implikationer.
En anden vej til svadhyaya er gennem studiet af religiøse tekster, som tilbyder en hjælp, når man en dag pludselig havner i en vanskelig situation. B.K.S. Iyengar udtrykker det lidt mere poetisk: Uvidenheden har ingen begyndelse, men den har en ende. Kunskab har en begyndelse, men ingen ende. Ligesom lingvistik ikke selv er et sprog er yoga ikke selv en religion, men yoga kan understøtte religiøse følelser. Yogafilosofien opfordrer til religiøs åbenhed: Alle religiøse tekster er tilgængelige og kan læses af alle, der er interesserede. Er yogien religiøs, vil studier af andre religioners tekster kun skærpe kendskabet til og forståelsen af hans egen tro.

Isvara pranidhana - dedikation.
Denne disciplin kræver, at man lærer at forstå sine egne evner som begrænsede og at man forstår, at man indgår i en sammenhæng, som er større end en selv. Når man forstår, at man ikke selv er kilden til alting vækkes - ifølge yogafilosofien - bhakti, kærligheden, og man lærer at sætte sig ud over sit eget ego. Centralt i denne disciplin står derfor det forhold, at man ikke bør dyrke yoga for selv at høste frugterne af arbejdet, men at man gør det dedikeret, uden tanker for den personlige vinding. Man skal dermed søge at komme helt af med begæret efter både ting og mere åndelige gaver, da dette begær fastholder en i den egoistiske tankestruktur. Gennem dedikation kan yogien afspejle det guddommelige, som er i ham.

3. Asana
Asana, det tredje led, er selve yogastillingerne. Arbejdet med den fysiske del af yogaen medfører ro i kroppen, sundhed og lethed i lemmerne, og når stillingerne udføres på de rigtige måde giver de desuden mental balance og modvirker ustabilitet og manglende fokus i sindet. Asana er derfor mere end blot gymnastiske øvelser. Når man skal arbejde med yogastillingerne skal man have et rent sted med frisk luft, en yogamåtte og viljestyrke. Ikke andet. Yoga kræver ikke store sportspladser eller dyrt udstyr. Asana kan oven i købet trænes alene; kroppen selv bruges som vægt og modvægt, og gennem træningen opbygges hurtighed, balance, udholdenhed og vitalitet.
Gennem århundreder er asana blevet udviklet, således at hver eneste muskel, nerve og kirtel bearbejdes med stillingerne. De sikrer en stærk, smidig og afbalanceret krop, som har styrke uden at være pumpet, og de sikrer desuden, at kroppen er sund og rask. Yogastillingerne reducerer træthed, renser nervebanerne, og vigtigst af alt: stillingerne disciplinerer og træner bevidstheden. Selvom man på andre måder kan træne sin krop, gøre den stærk, smidig og opbygge kontrol over den, skaber det ofte disharmoni og ubalance i personligheden hvis ikke sindet, selvet og intellektet ligeledes er under kontrol. Typisk vil man så prioritere det fysiske, kroppen over alt andet. Selvom yogien ikke undervurderer kroppen, handler hans eller hendes arbejde ikke udelukkende om perfektionering af kroppen, men på samme tid om renselse og perfektionering af sanserne, bevidstheden, intellektet og sjælen. Gennem træning af yogastillinger arbejder yogien på at gøre kroppen til et passende sæde for bevidstheden; "en sjæl uden krop er som en fugl, der er berøvet evnen til at flyve," siger Iyengar.
Yogien lærer gennem arbejdet med asana, at kroppen ikke er uforgængelig og at den udsættes for forandringer gennem livet, fra vi fødes til vi dør. I arbejdet med asana bliver man også bekendt med det indre selv, som er forskelligt fra kroppen. Samtidig erkendes det, at kroppen er som et sæt tøj, som den, der bor i det kan kaste af sig inden han indtager en ny krop. Døden bliver derfor ikke noget, som skal frygtes. Når yogien praktiserer sin fysiske træning, bliver kroppen i først og fremmest stærk og sund. Den raske og sunde krop er ikke noget, man kan købe sig til, men opnås kun gennem hård træning. Yogien kan opnå en tilstand af fuldstændig ligevægt, fysisk såvel som mentalt og spirituelt; yogien træner sig ud af fysiske skavanker og mentale vildfarelser. Med dette følger erkendelsen af, hvordan vores individuelle liv indgår i naturens guddommelige sammenhæng: I sin puls og i åndedrætsrytmen genkender yogien årstidernes skiften og det universelle livs pulseren. Derfor kigger yogien ikke mod himlen for at finde det guddommelige, for han har erkendt, at det guddommelige er inde i ham selv; det guddommelige er antaratma ('Det Indre Selv'). Kroppen og sindet er afhængige af hinanden og er tæt forbundne. Kroppen er som en lerpotte: Hvis den bages i den yogiske disciplins ild bliver den stærk og holdbar.

Stillingernes navne
Yogastillingernes navne kan siges at illustrere evolutionsprincippet: Nogle stillinger er opkaldt efter planter (fx vrksasana, af vrksa 'træ' og padmasana, af padma 'lotus'), andre efter insekter (fx salabhasana, af salabha 'græshoppe' og vrschikasana, af vrschika 'skorpion'), nogle efter havlevende dyr og amfibier (fx matsyasana, af matsya 'fisk', kurmasana, af kurma 'skilpadde', bhekasana eller mandukasana, af bheka el. manduka 'frø' eller nakrasana, af nakra 'krokodille') og andre efter fugle (fx kukkutasana, af kukkuta 'hane', bakasana, af baka 'trane', mayurasana, af mayura 'påfugl' eller hamsasana, af hamsa 'svane'). Nogle stillinger er opkaldt efter firbenede dyr (bl.a. svanasana, af svana 'hund', vatayanasana, af vatayana 'hest', ustrasana, af ustra 'kamel' og simhasana, af simha 'løve'), og der er stillinger opkaldt efter krybdyr (fx bhujangasana, af bhujanga 'slange') og tilmed efter menneskets fosterstadie (garbha-pindasana, af garbha-pinda 'foster i livmoderen').
Andre kategorier rummer stillinger, som er opkaldt efter legendariske heltefigurer som Vihabhadra og Hanuman eller vismænd som Bharadvaja, Kapila, Vasistha og Visvamitra, mens andre stillinger har navn efter Hinduismens guder eller forskellige inkarnationer af den guddommelige kraft.
Når yogiens krop antager formerne af de forskellige skabninger lærer bevidstheden at holde af dem, og yogien forstår, at det er den samme, universelle ånd, som lever i alting, fra det mindste insekt til den mest perfekte vismand. Når stillingerne udføres rigtigt flyder Brahmans tanker uhindret gennem yogiens bevidsthed.

4. Pranayama
Den første del af navnet på det fjerde led, pranayama, er ordet prana, der ligesom ordet yoga har mange betydninger. Prana betegner den energi, der strømmer igennem alt levende, men betyder samtidig vejrtrækning, åndedræt, liv, vitalitet, vind, energi og styrke, bl.a. Prana kan også benyttes om sjælen, når der tales om den i modsætning til kroppen. Som regel benyttes ordet i flertal, hvor det indikerer de vitale åndedrag. Den anden del af ordet, ayama, betyder længde, forlængelse, udstrækning eller tilbageholdelse. Pranayama betegner således forlængelse eller kontrol af åndedrættet, og denne kontrol angår alle funktionerne i åndedrættet, nemlig indånding, som på sanskrit kaldes puraka (at fylde), udånding, som kaldes rechaka (tømning af lungerne) og når man holder vejret, altså den tilstand, hvor der hverken er ind- eller udånding, kaldet kumbhaka. Ind imellem benyttes ordet kumbhaka også løsere om alle de tre funktioner.

En kumbhaka er en skål eller et kar, og ligesom en skål kan være helt fyldt med vand (og dermed helt tømt for luft) eller helt tømt for vand (og dermed helt fuld af luft), betegner kumbhaka to forskellige stadier i åndedrættet, nemlig dels når åndedrættet stoppes efter en fuld indånding (kaldet antara kumbhaka)og dels når det stoppes efter en fuld udånding (kaldet bahya kumbhaka). Dvs. at kumbhaka er tiden mellem en fuld indånding og udånding (antara kumbhaka) eller en fuld udånding og indånding (bahya kumbhaka). I begge tilfælde er åndedrættet midlertidigt suspenderet.

På denne måde betegner pranayama videnskaben om åndedrættet og er den kerne om hvilken livets hjul roterer. "Ligesom løver, elefanter og tigre tæmmes meget langsomt bør prana bringes under kontrol gradvis og meget langsomt, så den følger en kapacitet og fysiske begrænsninger. Ellers vil den dræbe udøveren", advarer Hatha Yoga Pradipika (kap. II, vers 16).

Yogien liv måles ikke i antallet af dage men i antallet af åndedrag. Derfor følger han et rytmisk mønster af dybe vejrtrækninger. Disse rytmiske mønstre styrker åndedrætssystemet, beroliger nervesystemet og reducerer trang. Efterhånden som lyster og trang mindskes sættes bevidstheden fri og bliver bedre til at koncentrere sig. Omvendt introducerer forkert pranayama-praksis adskillige ubehageligheder i den praktiserendes system, f.eks. hikke, luft i maven, astma, hoste, hovedpine osv. Det tager lang tid at lære langsomme, dybe, stabile indåndinger og udåndinger. Dette bør læres inden man begynder at arbejde med kumbhaka.

Den guddommelige indre ild brænder klarere når trangens aske spredes gennem praktisering af pranayama.

Sankaracharya siger: "Udtømningen af hele sindets illusion er den sande rechaka. Erkendelsen at 'Jeg er Atma (ånd)' er den sande puraka. Og sindets stabile hvilen i denne overbevisning er den sande kumbhaka."

Det siges, at ethvert levende væsen ubevidst ånder bønnen "So'ham" (dvs. Sah 'han' og aham 'jeg-han', altså: "Den udødelige ånd er jeg") med hver indånding. Ligeledes udånder hvert levende væsen ubevidst bønnen "Hamsah" ("jeg er ham"). Dette ajapata-mantra (ubevidst gentagne bøn) forekommer altid gennem hele livet for alle levende væsner. Yogien realiserer dette mantra til fulde og løsnes dermed for alle de lænker, som holder sjælen fanget. Han ofrer selve sin værens åndedræt til Gud og modtager til gengæld livets åndedræt og en velsignelse.

I den individuelle krop er prana (jivatma) en del af den universelle ånds kosmiske åndedræt (Paramatma). Man forsøger at harmonisere det individuelle åndedræt (pinda-prana) med det kosmiske åndedræt (Brahmanda-prana) gennem praktiering af pranayama.

Chitta (bevidstheden) er som en vogn spændt efter et hold stærke heste. En af dem er prana, den anden vasana (lyster, længsler). Vognen bevæger sig i den stærkeste hests retning, og hvis åndedrættet vinder, bringes lysterne under kontrol, sanserne fastholdes og bevidstheden bliver rolig. Hvis lysterne vinder, kommer åndedrættet i uorden og bevidtheden bliver rystet og besværet. Yogi mestrer derfor åndedrættets videnskab, og gennem regulering og kontrol over åndedrættet kontrolerer han bevidstheden og standser dens konstante bevægelser. Under praktisering af pranayama holdes øjnene lukkede for at undgå, at tankerne går på opdagelse. "Når prana og manas (bevidstheden) er blevet absorberet, hersker en udefinerbar glæde" (Hatha Yoga Pradipika, kap. IV, vers 30).

Følelsesmæssig ophidselse påvirker åndedrætsmønsteret. Lige og bevidst regulering af åndedrættet modvirker sådan følelsesmæssig ophidselse. Og eftersom yogaens centrale mål er at tæmme og kontrollere bevidstheden, lærer yogien først pranayama for at tæmme åndedrættet. Dette vil siden give mulighed for at kontrollere sanserne og opnå pratyahara (tilbagetrækning af sanserne). Først derefter er bevidstheden klar til koncentration (dhyana).

Bevidstheden siges at være todelt: ren og uren. Den er ren, når den er helt renset for ønsker og drifter, og er uren når den følger dem. Ved at gøre bevidstheden ubevægelig og ved at befrie den for distraktioner opnår man en tilstand af ikke-bevidstheden (amanaska), som er den fuldkomne form af samadhi. Denne tilstand er ikke vanvid, men derimod bevidsthedens bevidste tilstand, når den er fri for tanker og ønsker. Der er en grundlæggende forskel på en vanvittig person og en ikke-bevidst yogi; den første er sjusket, den anden prøver at være sorgløs. Det er enheden af åndedrættet og bevidstheden - og dermed også af sanserne og opgivelsen af alle eksistensens betingelser - der er erklæret yoga.

Prana vayu. En er de mest raffinerede former for energi er luft. Denne vitale energi, som også gennemtrænger den menneskelige krop, klassificeres i yogateksterne i fem hovedkategorier efter energiens forskellige funktioner. Disse kategorier betegnes vayu (vind), og de fem hovedgrupper er: Prana (her benyttes den brede term om denne patikulære form), som bevæger sig i hjerteregionen og styrer respirationen; apana, som bevæger sig i den nedre del af maveregionen og styrer elimineringen af urin og fæces; samana, som passer forbrændingen for at hjælpe fordøjelsen; udana, som holder til i brystkassen og regulerer indtagelsen af luft og føde; og vyana, som er i hele kroppen og distribuerer den energi, der er udvundt af åndedrættet og føden.

Der er tillige fem subsidiære vayu'er: naga, som afhjælper abdominalt tryk ved hjælp af bøvsning; kurma, som styrer øjenlågenes bevægelse for at undgå at fremmedlegemer eller for stærkt lys kommer ind i øjnene; krkana, som forhindrer fremmedlegmer i at komme ind gennem næsen og ned i svælget ved hjælp af nysning eller hostning: devadatta, som sørger for indtagelsen af ekstra oxygen i en træt krop ved at forårsage gab og endelig dhanamjaya, som bliver i kroppen selv efter døden og nogle gange får lig til at eksplodere.

Siden er fortsat under opbygning. Kig forbi senere og læs mere...

seneste opdatering:
24.02.2008